Den største investering, som de fleste mennesker gør sig i deres liv, er købet af en bolig. Det er fantastisk at få foden indenfor i sit eget hjem, men selve boligkøbet kan være en vanskelig proces, der er fyldt med mange spørgsmål. Når du, din familie og måske jeres hund skal finde det sted, som skal udgøre jeres fremtidige base, er det nødvendigt, at du går forsigtigt frem, så du ikke bliver overrasket over alle de regler og al den jura, du lige pludselig skal tage stilling til. Læs med her, hvor vi fortæller dig om nogle af de forhold i boligkøbet, du skal være særligt opmærksom på. Så går du bestemt ikke helt galt i byen.

Hvor vil du bo?

Noget af det første, du skal finde ud af, er naturligvis, hvor du gerne vil bo. Du skal også tage stilling til, om du ønsker at bo i en lejlighed, et parcelhus eller drømmen måske snarere handler om at finde et nedlagt landbrug, hvor du kan boltre dig i naturen og have plads til heste og andre dyr. Det er naturligvis en beslutning, du skal tage sammen med din familie.

Brug meget tid på at få snakket det igennem. Og husk på, at det eksempelvis sagtens kan være billigere at bo på landet, men du skal til gengæld være opmærksom på, at du skal bruge flere penge på transport, og én bil ikke nødvendigvis er nok. Både byen og landet har fordele og ulemper, og det er op til dig og din familie at afveje disse mod hinanden, så I til slut kommer frem til en fælles beslutning og kan gå i gang med de næste faser af boligkøbet.

Håndværkertilbud eller spritnyt hus?

Du kan også overveje, hvorvidt du helst vil have en helt ny bolig, eller du måske har interesse i et håndværkertilbud. Hvis du eller andre i din familie har hænderne skruet godt på, kan sidstnævnte være en god idé. På den måde får du alle tiders mulighed for at skabe dig nøjagtigt det hus, du drømmer om. Du kan indrette det på ny, og du kan anvende de materialer, som du bedst kan lide. Du skal dog blot være opmærksom på, at det kan blive en langvarig proces, og det er stadig en god idé, at du lægger en tidsplan, så du kan komme på plads, inden der pludselig er gået tre år.

Budgettet skal på plads

Det koster mange penge at flytte i en ny bolig. Derfor er det også meget vigtigt, at du bruger tid på at finde ud af, hvad du og din familie har råd til. Her er det absolut en god idé, at du tager kontakt til din bank. De har nemlig stor forstand på økonomien bag et boligkøb. Du skal nemlig huske på, at din skat også ændrer sig, når du flytter i en ejerbolig. Det gør sig især gældende, hvis du flytter fra en lejebolig, hvor huslejen ikke kan trækkes fra i skat. Ved købet af en ejerbolig skal du betale renter af lån, og det betyder, at dit årlige fradrag ændrer sig. Det skal der naturligvis tages højde for. Men du skal også tage højde for et antal ekstra udgifter – for selvom det godt kan betale sig at købe en bolig, er der i forhold til en lejebolig flere udgifter, du ikke har været vant til at tage højde for før.

Få hjælp af en boligadvokat

Sælgeren af den bolig, du gerne vil købe, får hjælp af en ejendomsmægler. Hans eller hendes job er at sørge for, at sælger får så god en pris som muligt for huset. Og selvom ejendomsmægleren på alle måder er et flinkt og rart menneske, skal du ikke regne med, at han eller hun har interesse i, at DU gør den bedste handel.

Derfor er det en rigtig god idé, at du allierer dig med en boligadvokat, som kan hjælpe dig og handle i din interesse. Du kan for eksempel få lavet et advokatforbehold. Med sådan et er du ikke forpligtet til at efterleve købskontrakten, førend din advokat har sagt god for den. Advokaten kan også hjælpe dig med en lang række af andre ting. Eksempelvis testamente eller samejekontrakter.